Jeg kan ikke med rod, sådan er det bare. Når det roder omkring mig, roder det i mine tanker. Jeg bliver stresset og kan ikke holde fokus. Når der er rod, kalder det på min opmærksomhed i stil med "ryd mig op nu", og jeg er udmattet allerede inden, jeg kommer igang. Desværre hører jeg ikke til dem, der får et kick af at organisere rod og få det hele til at se pænt ud. Jeg får et kick af, at der er ryddeligt omkring mig, at der er højt til loftet og at alt har sin plads (og ikke mindst befinder sig der).
Er et spørgsmål, der af og til dukker op hos de fleste af os. Ikke nødvendigvis fordi andre fortæller os, at vi ikke dur, mere fordi vi af uransagelige årsager har en selvdestruktiv side. En side, der har en trang til at pille os ned, når vi bliver enten for overmodige, dygtige eller succesrige.
Er det tegn på svaghed, når vi tilgiver et andet menneske? Eller betyder det, at vi giver den anden tilladelse, til at blive ved med at behandle os dårligt? Eller er tilgivelse overhovedet vigtigt, og i så fald for hvis skyld, skal vi tilgive?
Hvornår er vi for gamle til at have følelser, drømme og ikke mindst betydning som mennesker? Bliver vi til objekter uden følelser og værdi, når vi bliver ældre, og ved hvilken alder skiller det – betydning kontra ingen betydning?
Fornylig fortalte en kvinde på omkring 83 år med tårer i øjnene, hvordan hun følte sig overset og uden værdi efter en juleaften i familiens skød.
Er et spørgsmål, der af og til dukker op hos de fleste af os. Ikke nødvendigvis fordi andre fortæller os, at vi ikke dur, mere fordi vi af uransagelige årsager har en selvdestruktiv side. En side, der har en trang til at pille os ned, når vi bliver enten for overmodige, dygtige eller succesrige. 
Hvornår er vi for gamle til at have følelser, drømme og ikke mindst betydning som mennesker? Bliver vi til objekter uden følelser og værdi, når vi bliver ældre, og ved hvilken alder skiller det – betydning kontra ingen betydning?
